Understøttelse og kompetencer

Praksisrelevant og let at anvende

I vurderingen af, hvad der bør kendetegne den understøttelse og kompetenceudvikling, som lærerne og pædagogerne modtager, fremhæver panelet som det første, at denne bør være tæt koblet til praksis. Dette øger sandsynligheden for, at et kompetenceløft opleves meningsfuldt. Samtidigt er den tætte praksisrelevans afgørende for, at det lærte bliver let overførbart, integreret og anvendt – og dermed forankret - i lærerne og pædagogernes praksis.

 

For de andet fremhæver panelet, at understøttende materialer skal være lette at anvende. Dette er særligt vigtigt for lærere og pædagoger, som er mindre erfarne i at anvende bevægelse i deres daglige praksis. Panelet tilføjer, at det, der kendetegner let anvendelige materialer, blandt andet er, at de kan tilpasses lokale forhold i klassen og på skolen, at de beskrive aktiviteter, som er direkte integreret i den fag-faglige undervisning og at de er visuelt fremstillet. Panelet understreger dog afslutningsvist, at det er vigtigt, at lette materialer ikke må blive en måde at ’springe over, hvor gærdet er lavest’.